tirsdag den 13. oktober 2015

En hverdag? Den nærmer sig...



I skrivende stund er der gået ca tre uger siden jeg landede i lufthavnen i Lima. Som tiden dog flyver afsted... 

Hverdag er en spændende størrelse. De fleste dage i livet er hverdage. Jeg slog ordet op og fandt følgende betydning: "den almindelige daglige livsførelse for et bestemt menneske eller for mennesker i et bestemt miljø". 

Og ja, det er vel det hverdag er? Livsførelse lige der hvor man er.
På en måde er der ved at melde sig en rolig daglig rytme, der efterhånden kan kaldes hverdag. Ligesom i Danmark består livet her af dagligdags gøremål som opvaske der skal tages, skraldespande der skal tømmes, indkøb der skal gøres og kaffe som skal drikkes. Alligevel foregår den slags banale og nødvendige gøremål helt anderledes i Peru.
Opvasken vaskes med begejstring med dansk importerede opvaskebørster da det ikke er til at skaffe her. Skraldespanden skal tømmes først på aftenen og stilles ned på gaden, hvorefter skraldebilen (der melder sin ankomst med samme lyd som hjem-is i DK) tager det som ikke er blevet spredt af gadehunde. Indkøb kan foregå nede på markedet hvor du skal bruge en hel eftermiddag på at finde det nødvendige.
Heldigvis er kaffe et internationalt sprog, som ikke trænger videre forklaring :)

Heldigvis kan hverdag ikke udelukkende simplificeres til trivielle gøremål som opvask og deslige. Herunder kommer en del billeder med lidt forklaringer til. 
Ja, det er en del der handler om mad... Men altså, det er jo også en del af hverdagen. Peru er rigt på smag og farver! 



I skolen skal Elisabeth og Daniel også undervises i håndarbejde! Her er Elisabeth godt i sving med at sy en stofpose til fremtidige håndarbejdsprojekter, mens jeg trykker på pedalen og drikker kaffe. God arbejdsfordeling!
Dette er en frugt. Den skarpe seer vil bemærke at det kan ligne en passionsfrugt! Men der er i virkeligheden tale om en anden lignende frugt kaldet "granadilla" (læs: granadilja). Den kan indtages i store mængder og er velsmagende!
Fra højre mod venstre ses
Daniel (1. klasse, ene dreng i skolen, glad for Lego, frustreret over lærernes uretfærdige krav om aktiv indstilling til tilværelsen :) )
Elisabeth (4. kl, bedste elev i klassen, fuld af gode ideer og udpræget retfærdighedssans, meget videnbegærlig :) )
Christina (erfaren matador-spiller og mor til de to skønne børn )
Fortvivl ikke! Lærke har ikke fået foretaget navneændring...
En helt almindelig onsdag aften blev Lærke, Christina og undertegnede inviteret til fødselsdagsfest hos en dame der kommer i menigheden. Hvorfor vente til weekenden når man kan feste en onsdag aften?
Der blev spillet musik fra en mobiltelefon, serveret skumfiduser og chokolade på skift, sunget fødselsdagssang og spist kage.
Omkring kl 22.30 kom en lille ekstra sag for ganen. Nedenunder ses tre velvoksne tallerkner mad. Den indeholdt rigelige mængder pasta, stort stykke ovnstegt kalkun og en stor portion "chifles" / salte banan-chips.
Værterne tænkte at vi ikke skulle gå sultne i seng, og det gjorde vi på ingen måde :)
Selvom det var udfordrende at spise så meget, så sent på aftnen, var det skønt at mærke fællesskab med folk fra menigheden!
Lille spisepause i skolen!
Elisabeth og Daniel i skole.

Barndomsminde på flaske. 
Her står Lærke nedenfor vores lejlighed som ligger på 2. sal (den brune etage øverst i billedet)
Når Filip Ambrosen skal give nytilkomne et overblik over byen Piura, så foregår det helst via motorcykel. Her er der Lærkes tur, og jeg kan roligt melde om at hun kom levende tilbage. 
"Leche de tigre" eller "tigermælk" kan bedst beskrives som lun, mælkehvid fiskefond som er iblandet limefrugt og cilantro... Lærke ser med rette skeptisk ud... Heldigvis fik vi banachips til..
Vi har fået lov til at møde Valentina, hvis mor arbejder sammen med Filip og Christina. Herligt at tale med jævnaldrende. Vi fik også besøgt en ungdomsgruppe i en anden menighed. 
Herligt gensyn med "churros", som også kaldes "lune spanskrør"
Skøn søndagsmad! Indeholdt bl.a. ceviche som kort fortalt er velsmagende rå fisk marineret i lime-saft. Mmmm... 
Her ses Steffen (til højre, hvis nogen skulle være i tvivl). Han er gift med Kate som er på nedenstående billede, og sammen har de Lea, som Steffen sidder med her på billedet.
De bor alle tre i Chiclayo, ca. tre timer syd for Piura. 
Ceci arbejder som hushjælp hos Filip og Christina. Tre gange om ugen spiser vi sammen med dem, og så er det som regel Ceci der har lavet mad. Skønt!

Ovenstående to billeder viser den byggegrund hvor den nye kirkebygning i Las Brisas, Chiclayo, forhåbentlig skyder op om kort tid! Spændende!
Jeg fik lov til at gense mange ansigter i Chiclayo. Det var fantastisk igen at kunne møde Rebeca som står længst til venstre i billedet. Hun har gennem godt syv år arbejdet som hushjælp i min familie. Fantastisk at få lov til at møde en sej kvinde som har lært mig meget om alt fra madlavning til venskaber!
At fejre søndagen er skønt ligemeget hvor! Her var det i Las Brisas menigheden i Chiclayo.
Yndet transportmiddel. Mototaxi. Tænk på en motorcykel med anhænger.


























I forrige weekend fik jeg lov til at tage en tur til Chiclayo. En kort bustur på tre timer, og så er man i Chiclayo. Det meste af min barndom har jeg tilbragt i Chiclayo, og det var rart at gense mennesker og steder. Dog ser det lidt ud som om alt er krympet en smule... Det skulle vel aldrig være mig der er blevet lidt ældre?



Alt i alt er tilværelse god her i Piura. Hverdagen er som nævnt ved at falde på plads. Vi får hele tiden lidt bedre styr på vores skole, skemaerne og fagene. 
Det er rart at mærke at vi begynder at have et "plejer" for forskellige dele af livet og at vi indtil videre er bevaret og beskærmet fra alle farer. Det er velsignende at kunne være her.
Tak for forbøn!



søndag den 20. september 2015

De første par dage og en vaskemaskine med humørsvingninger

Der er nu gået et par dage siden en dejlig varme-mur ramte mig ved flyverens udgang i lufthavnen her i Piura. Her ventede fem dejlige danskere på mig, og glæden ved endelig at være fremme var for mit vedkommende stor.
Filip og Christina har en hængekøje... Jeg er fan... 


Jeg havde brugt en del tid på at rejse, og rejseplanerne var grundet en ubrugbar flymotor i Amsterdam, blevet ændret lidt. Derfor havde jeg ikke sovet så meget. Inklusivt jetlag var jeg lidt ør og omtumlet i mit hovede. Alligevel formåede Lærke (skønne volontør-kollega) og jeg at få handlet ind og flyttet lidt ind i vores lejlighed. 

Fredag gik med at komme lidt på plads i vores lejlighed, kigge lidt på skolebøger og ellers lige lære hinanden lidt at kende. Om eftermiddagen tog vi en hyggelig tur ind til centrum for at kigge os lidt omkring.
Her er Lærke, i skøn eftermiddagssol inde ved Plaza de Armas (tænk mini-rådhusplads) i Piura. 



Plaza de Armas fredag, med hyggelig afslappet aftenstemning. 



Lørdag blev dagen hvor vi kom godt i gang med at planlægge skoleundervisning. At få et skema stykket sammen tager både tid og kræfter... 
Vi fik dog et uventet afbræk da vaskemaskinen fandt på lidt sjov. Se nedestående video. 



Det tog lidt tid og tålmodighed at skovle vandet op, men det havde heldigvis ikke beskadiget noget! Nogle ting kan man bare ikke planlægge :) 


I dag fejrede vi søndag sammen med menigheden her i Piura. Det var skønt at samles om Guds ord, sang og lovprisning. Det var også spændende at møde den menighed hvor det næste år skal tilbringes. 


Her søndag aften kunne vi ud fra vores stuevindue se en smuk solnedgang. 


Her inden starten på en ny uge er det skønt at lade roen falde og glæde sig over et skønt vers fra Zakarias' Bog 4,6.

Dette er Herrens ord til Zerubabel:
Ikke ved magt, og ikke ved styrke,
men ved min ånd,
siger Hærskarers Herre! 


onsdag den 16. september 2015

And thus it began...

Velkommen til det første (af forhåbentlig mange!) indlæg her på bloggen "Perulandia"! Endelig får jeg sat mig til tasterne og informeret lidt om hvad en nystartet tilværelse som volontør byder på. 

Nedenstående billede viser to af mine gode venner. Gode venner hjælper når nøden er størst, og i skrivende stund skal jeg helst holde mig vågen indtil jeg kan komme med den sidste flyver til Piura, som jeg kan kalde mit hjem i det kommende års tid. Jeg er taknmelig for koffein og sukker!



Når man sådan skal sidde og få timerne til at gå er det oplagt at tænke lidt over tilværelsen og de ting der er blevet oplevet. Og ja, de sidste par uger har været begivenhedsrige og propfyldte :) 

Så nu sidder jeg her i Lima lufthavn efter en lidt lang flyrejse og tænker tilbage. 
For et par uger siden fik jeg afleveret nøglen til min lille lejlighed til en fremlejer som lovede at tage sig godt at mit lille hjem i Danmark. 
Det var spændende og lidt frisættende at gå ud af lejligheden med en taske på ryggen og en lille rullekuffert, og vide at det var det eneste jordiske gods jeg skulle forholde mig til. 

Samme dag fik jeg lov til at holde en dejlig afskedsfest (ingen billeder, sorry...) for gode venner og studiekammerater. Jeg synes det var en skøn måde at få sagt "på-gensyn" på. Vildt at være velsignet med så mange gode mennesker!

Efter lidt visitter rundt i landet, og lidt afsked med familien på Bornholm, skulle jeg være rejst allerede d. 7. september. Det skete desværre ikke, da årtiets halsbetændelse valgte at overmande mig, og nægte mig afrejse. Nå... så jeg har ligget lidtstille og kommet mig i lidt over en uge. Endelig kom jeg afsted i dag, 16. september! 

Billedet nedeunder viser de to statuer i Terminal 2 i Københavns Lufthavn. Det er ikke første gang i livet at jeg har kigget på ryggen af de to statuer, med kurs mod Peru. 
Det var en mærkelig genkendelig følelse af at rejse fra og til noget elsket. 
 


En deffekt motor i Amsterdam gav en del timers forsinkelse, og dermed lidt planændringer ved ankomst i Lima. 

Ventetid kan være både godt og skidt. Planændringer kan føles irriterende... og alligevel er ventetimer noget man pludselig får givet til fri afbenyttelse. I min (til tider danske) tankegang er tid ofte noget man skal tage, og ikke så meget noget man får givet. Så jeg vil i de kommende timer prøve at se det som en gave og om muligt ikke som en irritation.