Velkommen til det første (af forhåbentlig mange!) indlæg her på bloggen "Perulandia"! Endelig får jeg sat mig til tasterne og informeret lidt om hvad en nystartet tilværelse som volontør byder på.
Nedenstående billede viser to af mine gode venner. Gode venner hjælper når nøden er størst, og i skrivende stund skal jeg helst holde mig vågen indtil jeg kan komme med den sidste flyver til Piura, som jeg kan kalde mit hjem i det kommende års tid. Jeg er taknmelig for koffein og sukker!
Når man sådan skal sidde og få timerne til at gå er det oplagt at tænke lidt over tilværelsen og de ting der er blevet oplevet. Og ja, de sidste par uger har været begivenhedsrige og propfyldte :)
Så nu sidder jeg her i Lima lufthavn efter en lidt lang flyrejse og tænker tilbage.
For et par uger siden fik jeg afleveret nøglen til min lille lejlighed til en fremlejer som lovede at tage sig godt at mit lille hjem i Danmark.
Det var spændende og lidt frisættende at gå ud af lejligheden med en taske på ryggen og en lille rullekuffert, og vide at det var det eneste jordiske gods jeg skulle forholde mig til.
Samme dag fik jeg lov til at holde en dejlig afskedsfest (ingen billeder, sorry...) for gode venner og studiekammerater. Jeg synes det var en skøn måde at få sagt "på-gensyn" på. Vildt at være velsignet med så mange gode mennesker!
Efter lidt visitter rundt i landet, og lidt afsked med familien på Bornholm, skulle jeg være rejst allerede d. 7. september. Det skete desværre ikke, da årtiets halsbetændelse valgte at overmande mig, og nægte mig afrejse. Nå... så jeg har ligget lidtstille og kommet mig i lidt over en uge. Endelig kom jeg afsted i dag, 16. september!
Billedet nedeunder viser de to statuer i Terminal 2 i Københavns Lufthavn. Det er ikke første gang i livet at jeg har kigget på ryggen af de to statuer, med kurs mod Peru.
Det var en mærkelig genkendelig følelse af at rejse fra og til noget elsket.
En deffekt motor i Amsterdam gav en del timers forsinkelse, og dermed lidt planændringer ved ankomst i Lima.
Ventetid kan være både godt og skidt. Planændringer kan føles irriterende... og alligevel er ventetimer noget man pludselig får givet til fri afbenyttelse. I min (til tider danske) tankegang er tid ofte noget man skal tage, og ikke så meget noget man får givet. Så jeg vil i de kommende timer prøve at se det som en gave og om muligt ikke som en irritation.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar