søndag den 20. september 2015

De første par dage og en vaskemaskine med humørsvingninger

Der er nu gået et par dage siden en dejlig varme-mur ramte mig ved flyverens udgang i lufthavnen her i Piura. Her ventede fem dejlige danskere på mig, og glæden ved endelig at være fremme var for mit vedkommende stor.
Filip og Christina har en hængekøje... Jeg er fan... 


Jeg havde brugt en del tid på at rejse, og rejseplanerne var grundet en ubrugbar flymotor i Amsterdam, blevet ændret lidt. Derfor havde jeg ikke sovet så meget. Inklusivt jetlag var jeg lidt ør og omtumlet i mit hovede. Alligevel formåede Lærke (skønne volontør-kollega) og jeg at få handlet ind og flyttet lidt ind i vores lejlighed. 

Fredag gik med at komme lidt på plads i vores lejlighed, kigge lidt på skolebøger og ellers lige lære hinanden lidt at kende. Om eftermiddagen tog vi en hyggelig tur ind til centrum for at kigge os lidt omkring.
Her er Lærke, i skøn eftermiddagssol inde ved Plaza de Armas (tænk mini-rådhusplads) i Piura. 



Plaza de Armas fredag, med hyggelig afslappet aftenstemning. 



Lørdag blev dagen hvor vi kom godt i gang med at planlægge skoleundervisning. At få et skema stykket sammen tager både tid og kræfter... 
Vi fik dog et uventet afbræk da vaskemaskinen fandt på lidt sjov. Se nedestående video. 



Det tog lidt tid og tålmodighed at skovle vandet op, men det havde heldigvis ikke beskadiget noget! Nogle ting kan man bare ikke planlægge :) 


I dag fejrede vi søndag sammen med menigheden her i Piura. Det var skønt at samles om Guds ord, sang og lovprisning. Det var også spændende at møde den menighed hvor det næste år skal tilbringes. 


Her søndag aften kunne vi ud fra vores stuevindue se en smuk solnedgang. 


Her inden starten på en ny uge er det skønt at lade roen falde og glæde sig over et skønt vers fra Zakarias' Bog 4,6.

Dette er Herrens ord til Zerubabel:
Ikke ved magt, og ikke ved styrke,
men ved min ånd,
siger Hærskarers Herre! 


onsdag den 16. september 2015

And thus it began...

Velkommen til det første (af forhåbentlig mange!) indlæg her på bloggen "Perulandia"! Endelig får jeg sat mig til tasterne og informeret lidt om hvad en nystartet tilværelse som volontør byder på. 

Nedenstående billede viser to af mine gode venner. Gode venner hjælper når nøden er størst, og i skrivende stund skal jeg helst holde mig vågen indtil jeg kan komme med den sidste flyver til Piura, som jeg kan kalde mit hjem i det kommende års tid. Jeg er taknmelig for koffein og sukker!



Når man sådan skal sidde og få timerne til at gå er det oplagt at tænke lidt over tilværelsen og de ting der er blevet oplevet. Og ja, de sidste par uger har været begivenhedsrige og propfyldte :) 

Så nu sidder jeg her i Lima lufthavn efter en lidt lang flyrejse og tænker tilbage. 
For et par uger siden fik jeg afleveret nøglen til min lille lejlighed til en fremlejer som lovede at tage sig godt at mit lille hjem i Danmark. 
Det var spændende og lidt frisættende at gå ud af lejligheden med en taske på ryggen og en lille rullekuffert, og vide at det var det eneste jordiske gods jeg skulle forholde mig til. 

Samme dag fik jeg lov til at holde en dejlig afskedsfest (ingen billeder, sorry...) for gode venner og studiekammerater. Jeg synes det var en skøn måde at få sagt "på-gensyn" på. Vildt at være velsignet med så mange gode mennesker!

Efter lidt visitter rundt i landet, og lidt afsked med familien på Bornholm, skulle jeg være rejst allerede d. 7. september. Det skete desværre ikke, da årtiets halsbetændelse valgte at overmande mig, og nægte mig afrejse. Nå... så jeg har ligget lidtstille og kommet mig i lidt over en uge. Endelig kom jeg afsted i dag, 16. september! 

Billedet nedeunder viser de to statuer i Terminal 2 i Københavns Lufthavn. Det er ikke første gang i livet at jeg har kigget på ryggen af de to statuer, med kurs mod Peru. 
Det var en mærkelig genkendelig følelse af at rejse fra og til noget elsket. 
 


En deffekt motor i Amsterdam gav en del timers forsinkelse, og dermed lidt planændringer ved ankomst i Lima. 

Ventetid kan være både godt og skidt. Planændringer kan føles irriterende... og alligevel er ventetimer noget man pludselig får givet til fri afbenyttelse. I min (til tider danske) tankegang er tid ofte noget man skal tage, og ikke så meget noget man får givet. Så jeg vil i de kommende timer prøve at se det som en gave og om muligt ikke som en irritation.